KLOVNOFOBI
Dette er ikke en anmeldelse, men en anbefaling af cirkus Arena som indtil
den 10 april ligger på Bellahøj.
Jeg har altid taget mine børn og nu mine børnebørn med i cirkus, det er et led i deres manglende opdragelse. Cirkus Arenas forestilling hedder Cirkus under vand. En af hovedpersonerne er en søløve, som klapper med sine luffer, når publikum klapper. Jacob, mit barnebarn ville ikke med, han forklarede mig at han led af ”klovnofobi”. Jeg kendte ikke ordet men forestillede mig at det er en krydsning mellem klaustrofobi og verdensklovnen ”Akrobat O”. Jacob kunne ikke være blevet forskrækket da der i Cirkus Arena kun er en klovn. Han optræder umaskeret og i badetøj og skyder højest med en vandpistol. Der er artister fra Kina og Brasilien. Børnenes yndlingsnummer er Mowgli som springer op og ned af tre elefanter. Hvis jeg skulle holde et foredrag om ledelse, når den er bedst ville jeg ikke tale om firmaer eller teaterdirektører, jeg ville udelukkende tale om Benny Berdino. Han formår at samle et stort team, som lyser af energi, humor og overskud. Fra det engelske orkester til familien Jackie Berdino. Alle artisterne more sig mindst lige så godt som publikum.
Kære forældre og bedsteforældre prøv at nå at glæde de små. I kan nå det om søndagen klokken 12.00 og 16.00 som sagt til og med den 10 april. Det er for alle aldre en kæmpe oplevelse. Med Storm P kan man sige at det ikke er latterligt at være klovn – hvis man ved man er det. Jeg lover at ingen med ”klovnofobi” ville have undværet at se Arenas sødmefyldte italienske klovn.
Som sagt er det ikke en anmeldelse, men en anbefaling. Men hvis jeg skulle have anmeldt den ville jeg have givet den 6 stjerner, men hvad er sølle 6 stjerner mod stjernerne i flere 1000 voksne og børns øjne.
Johannes Møllehave